Nyt fra Nigeria

Søndag d. 7. Nov. Var dagen hvor Mette Missionær skulle sindsættes som præst i den Nigerianske kirke. Hun var meget spændt, for hun skulle prædike for en masse mennesker og det var hendes først gang i en rigtig kirke. Det gik rigtig godt og det var meget højtidelig. Efter kirke skulle vi dele sodavand og maltøl ud til alle kirkegængerene som en gave fra Mette og Alex. Resten af dagen brugte vi på at hjælpe med, at få forberedt en fest om aftenen, hvor vi skulle fejre Mettes indsættelse og tage afsked med 50 plusserne. Vi skulle have Nigeriansk mad til festen, så der skulle laves rice and stew og det hjalp Bamse og Jordbær med(vores Nigerianske venner). Der skulle også slagtes 2 geder og det var ellers noget af en omgang. Det er rigtig fint at spise geder hernede, men det sineste er at slagte en ko og der var mange af nigerianerne der ikke kunne forstå at Mette og Alex ikke bage slagtede en ko. Det er igen fordi vi har penge som skidt, så de kan ikke forstå hvorfor de ikke bare køber en ko, for det har de jo råd til. Nå, men det var også Jordbær og Bamse der hjalp med at slagte gederne og det var ret klamt, det var en god gammeldags halshugning og gederne blev ved med at sprælle stadig 5 min. efter de var døde, men det var måske også lidt sjovt at være med til. Derefter gik de igang med at brænde deres pels af på et bål og så bagefter vaskede de dem med sæbe og skrubbede dem. Så skar de alle de halvkogte indvolde ud og skar geden i stykker. Det må siges at være en noget anden måde at tilberede kød på end i Danmark. Det var en rigtig god festaften, vi sad ude i Mette og Alex’s have i en rundkreds og der kom nok ca. 50 mennesker både nigerianere og danskere, sågar også en amerikaner. Det var meget hyggelig med lanterner og lamper rundt i haven. Vi sad med vores tallerken på lårene, på alm. Nigeriansk vis og det må siges, at maden smagte meget af ged. Efter vi havde spist gik stort set alle gæsterne hjem og det er også meget normalt hernede, man bliver kun en times tid, eller indtil maden er spist. Inden de sidste gæster var gået, sang alle danskerne til stede sangen ‘’dejlig er Jorden’‘ og det var rigtig smukt og dejligt, især fordi vi har sunget den sang meget i min familie, så det er lidt er en familie sang, den bragte dejlige minder frem om min dejlige familie og om Danmark. 

Luften er ved at blive meget tør hernede og det støver rigtig meget, og det er hvertfald over en måned siden at der er faldet det mindste regn. Mange er begyndt at tale om, at Harmatanen snart er på vej. Harmatanen er en kæmpe sandstorm med sand fra Saharas ørken og den kan vare i op til flere uger. Måden hvorpå man kan se at den snart er her, er ved, at se på saltet, er det lidt fugtig og klumpet er harmatanen ikke på vej, men er saltet tørt og fint, så er harmatanen snart på vej. Måske kommer den inden vi rejser herfra og det kunne på sin vis også være en oplevelse, at prøve, men samtidig så vil der være støv og sand over alt, som vil gå i vores computere og andet elektrisk udstyr, så man kan nok hurtig blive meget træt af den. Men nu må vi se om vi når at opleve den.

Mandag d. 8. Nov havde vi inviteret Lilly, Mette og Bodil på aftensmad. Lilly og Mette underviser intensivt i tegnsprog her på Remi i 14 dage og Bodil er gammel missionær som er rundt og besøge nogle gamle bekendtskaber. Det var rigtig hyggelig at have dem på besøg, vi havde lavet tun-frikadeller, ovnbagte kartofler og karrysovs til dem. Det var de meget glade for, da de indtil videre ikke havde fået andet end ris og noget mærkelig kød. Vi fik nogle rigtig gode samtaler og Lilly og Mette kunne fortælle, at mange familier er meget frustrede over at have døve i deres familier, som de ikke kan kommunikere med. Deres eneste metode er, at slå børnene for, at fortælle dem noget, men det forstår børnene heller ikke. Det er rigtig svært for døve hernede, for de får aldrig lært tegnsprog og hvis de endelig er så heldige at få døve undervisning og lære tegnsprog i skolen så kan de stadig ikke kommunikere med deres familier, fordi familien ikke lærer tegnsprog. Så familien, de mennesker på jorden, som de døve børn allehest vil kommunikere med, kan de bare ikke kommunikere med. Det må være forfærdelig. Heldigvis har Mrs. Bongi og Patients (skolelederen) fået støtte af staten til at lave en kostskole for døve, hvor hele familien kan komme og bo og lære tegnsprog. Det er virkelig godt, og hvis de er effektive kan det stå klart til næste sommer. Det håber vi meget på, for det er et rigtig godt projekt. Vi fik også en lille tegnssprogs-håndbog i gave af Lilly og Mette, så den øver vi os lidt på, for der er rigtig mange døve her på Remi, som vi desværre ikke rigtig kan kommunikere med. Så det er rigtig godt at vi bare kan sige hej og godmorgen og hvordan har du det på tegnsprog, så bliver de så glade. 

Onsdag. 10 Nov. I dag har vi været ude på Abti University og få en rundvisning af Rachel en der arbejder der, som vi har mødt til Alech fødselsdagsfest på Abticlub. Det var rigtig spændende og man må sige, at det er helt andre standarder end hvad vi ellers har set her i Nigeria. Det er meget internationalt og der er op til 1000 studerende og det er af rigtig høj standard med aircondition og gode tavler. Det var en god oplevelse og selv her var de meget interesseret i, at vi skulle komme og besøge dem igen og vi skulle hjælpe dem med at finde volontører til skolen, men det er nu ikke her vi føler de har mest brug for hjælp. Rachel fortalte dog også, at Abti laver en masse kommunal arbejde, fx. at tage rundt på forskellige skoler i byen og male klasselokalerne, reparere bænke og borde og indimellem give undervisning. Vi så bla. nogle billeder fra specialclass her på Remi hvor de havde hjulpet dem med noget praktisk arbejde og undervisning, så det var jo dejligt at se. 

Om aftenen havde vi besøg af Rose og Talatu, lærerne i specialclass. Vi serverede tærte for dem og det kunne de godt lide, tror vi. Det var rigtig hyggelig og vi fik nogle gode snakke om børnene i specialclass, og endnu engang blev vi bekræftet i hvor fantastisk det er at Rose er kommet ind i specialclass, hun er så dygtig, hun laver nogle rigtig gode observationer på børnene og hun kommer med noget rigtig godt undervisning til dem. Så vi er bare så taknemmelig for at hun er der. 

Vi har givet børnene i specialclass nogle kuglepinde, for de knækker nemlig hele tiden deres blyanter og når de skal spidse dem, er det ikke med blyantspidser, men med barberblade. Forældrene sender barberblade med deres børn i skole til at spidse blyanter, det er ret langt ude. Børn, og da slet ikke handicappede børn med spastiske arme og ben skal spidse blyanter med barberblade, så det vil vi gerne have stoppet. 

Torsdag d. 11 Nov. Fejrede vi Mortensaften hjemme hos Mette og Alex, og det var på traditionel dansk vis, så vi slagtede 2 ænder. Desværre tog det lidt længere tid at stege ænder i en gasovn end vi havde regnet med, så vi spiste først aftensmad kl. 21.30 men så fordrev vi tiden med at se en film. Maden var virkelig god, det er det bedste mad jeg har fået og spise i 2 måneder. And, brunede kartofler, lækkert sovs og til dessert, frugtsalat, med en masse eksotiske frugter. Det var en rigtig hyggelig aften. Alex kørte os hjem og det er altid spændende, når man kører så sent om aftenen i Nigeria. Får der står hemmeligpoliti på vejene med kæmpe pistoler og de skal give os lov til at køre rundt på gaderne, nogen gange kan de være alkohol påvirket og det er ikke en god cocktail, alkohol blandet med en kæmpe pistol. Samtidig kan der også være landevejsrøver der kan springe frem fra bushen, så det er altid spændende, men det er jo gået godt indtil nu. 

Weekenden d. 12-14 Nov. Denne weekend skulle vi ud og bo ved en Nigeriansk familie, hvilket jeg var meget spændt på. Aftenen inden blev det ved lodtrækning bestemt, at jeg skulle bo sammen med Kristina fra Mbamba. Vi blev alle afleveret ved katedralen af Mette og Alex og her stod vores Nigerianske familier klar for at tage imod os. Vi boede ved en rigtig sød familie ved navn ‘‘The Hensleys’’. De har 3 børn hvoraf den ene går i skole på Mbamba og så bor konens søster og faderens søster også i huset. Det var faktisk rigtig luksus, vi havde eget bad og toilet, med badekar og rindende vand og badmintonbane udenfor. Så det er jo noget mere luksuriøst end noget vi har prøvet i 2 måneder og måske ikke ligefrem det vi havde regnet med, når vi skulle ud og bo ved en familie. Det var en meget afslappet weekend, hvor vi hyggede os med børnene, vi havde taget gaver med til dem, bolde, malebørger, sæbebobler, perler, balloner og lego. Det var de rigtig glade for og det blev flittigt leget med. Familien var så rig at de havde egen vagt ved døren, en flulaner. Flulaner er et folk der vandrer rigtig meget rundt med ders kør og familier, de slår sig aldrig ned i længere tid. Denne familie havde dog slået sig ned, pga. faderens arbejde hos familien Hensleys. Denne flulani famlie bode i et meget lille hus inde på familien Hensleys grund og det hus de boede i var kun til at sove i, ellers lavede de mad udenfor og legede udenfor. De var 2 voksne og 4 børn, lige som min familie og pludselig kunne jeg forestille mig hvis det var mig der skulle bo på så ultar lidt plads, det kan jeg slet ikke forstille mig. Vi gav flulaner børnene nogle malebøger og nogle balloner og jeg tror næsten det var her gaverne faldt i bedst jord. Den første aften hos familien, serverede de en meget populær Nigeriansk ret, nemlig Peppesoup. Den er somregel kogt på indevolde fra alskens dyr, men vi var så heldig at denne suppe var kogt på kohale og det smagte faktisk okay, selvom det var meget stærkt og selve halen var ene brusk, så den lod jeg pænt ligge. Til morgenmad fik vi Cornflakes med honning, så det var meget normalt, hvilket vi var virkelig glade for, får der er ikke noget værre end at spise ris til morgenmad. Ellers fik vi selvfølgelig rice and stew, kogte bønner, kylling og en masse frugt. Vi er faktisk, blevet proppet med mad, der var ikke et eneste tidspunkt på den weekend, hvor jeg var sulten og deres mad er utrolig fed, de koger næsten alt deres mad i fedt. Familien var rigtig sød og vi nød virkelig at være hos dem. Søndag efter kirke i Katedralen kom deres nabo, som de tidligere havde introduceret os for hen til os og gav os en Afrikansk vifte, som vi havde rost meget da vi besøgte hende, det var så sødt. Det var helt sikkert en rigtig god oplevelse at leve ved en Nigeriansk familie, en meget velstående Nigeriansk familie vel og mærket. Jeg er dog glad for, jeg ikke skulle blive der længere tid, for så havde jeg højst sandsynlig taget 10 kilo på.

Søndag aften da vi kom hjem, fandt vi ud af, at forstanderen her på Remi var død om fredagen og derfor ville Remi være lukket om mandagen, for at ære den døde. Tirsdag og onsdag var der Sallah-break, som er en stor fest tid for muslimerne, så derfor holder alle skoler lukket. Så vi arbejdede stort set ikke denne uge, det var monster kedelig. Onsdag aften havde vi besøg af Bamse, Jordbær og Bjørn, det er ikke deres rigtige navne, men pga. deres navne her i Nigeria er så svære har vi fundet på vores egne navne til disse tre. De er tre unge fyre der er ansat af missionærparret. Det var en rigtig hyggelig aften, med lækker mad, vi havde forberedt hele dagen. Det var pandekager med fyld og til desert pandekager med nutella eller syltetøj. Jeg kom ved et tilfælde til at spørge bjørn hvor gammel han var og så sagde han at han blev 25 den dag. Så, så blev det pludselig til en fødselsdagsfest. Det vilde var at han ikke engang selv vidste det, der var en tidligere volontør fra Danmark der få minutter forindenden havde skrevet tillykke med fødselsdagen til ham og det var først der, det var gået op for ham. Han havde helt glemt det. Fødselsdag hernede er kun noget man fejre hvis man har penge til det og ellers går man egentlig ikke rigtig op i det. Men vi sang et par fødselsdags sange for ham både på engelsk og på dansk. Det var en rigtig hyggelig aften, hvor vi bla. også fik en del diskusssioner om muslimer og kristne. De har et meget dårligt syn på muslimer hernede og de mener aldrig man kan stole på en muslim. De vil til en hver tid mene at et kristent menneske er et bedre  menneske end en muslim, og det følte vi os meget provokeret af. Så det diskuterede vi ret meget. 

Vi var rigtig glade for at se alle børnene igen torsdag, for vi havde virkelig savnet dem. Der var kun fire børn i specialclass. Det var rigtig hyggelig og på trods af, at to af dem var drenge besluttede vi os for at lave en tøse dag hvor vi skulle ligge neglelak og læbestift og lave armbånd og halskæder og det sjove var, at drengene gik mest op i det. Det var rigtig sjovt og vi morede os meget og tog billeder af dem, så de kunne se hvor flotte de var blevet! 

Nu er der kun 13 dage, til at jeg sætter mine fødder på dansk sort jord og kun 7 dage til at jeg forlader den røde jord her på Remi. Det er ved at være hårdt nu, får det er så lang tid siden, jeg har set min familie, venner og kæreste, alle dem jeg elsker. Jeg er ikke god til at undvære dem så længe. Samtidig er jeg bare heller ikke klar til snart at skulle sige farvel til dette dejlige sted og alle dem jeg er kommet til, at holde så meget af her i Nigeria og på Remi og som jeg højst sandsynlig aldrig ser igen. Det er surt når man ved hvad man efterlader børnene til, men heldigvis har jeg en trøst, at der kommer nye volontører herned i februar og de vil fortsætte hvor vi slap. Men det begynder da så sandelig at lakke mod enden. 

Nummer 2 Blog indlæg.

Tantille:

Weekenden d. 19-21 Nov. 

Vi tog til en lille Landsby ved navn Tantille, der ligger oppe i bjergene. Her skulle vi overnatte og vi var meget spændte på hvad der egentlig skulle ske, vi vidste kun at vi skulle leve meget primitivt. Efter 4 timers kørsel gennem små floder og over stok og sten, ankom vi endelig, helt gennem rystede af turen. Det var et rigtig dejlig sted og efter at have sagt goddag til byens beboer, gik der ikke længe før vi fandt ud af at der var bade muligheder i floden der løb lige ved siden af landsbyen. Så vi hoppede i med alt tøjet på. Det var skæppe skønt. Da landsbyboerne så hvor glade vi var for at bade, ville de vise os et sted hvor der var meget bedre at bade, længere oppe ad floden, så vi fik en guide med os og rigtig nok, længere oppe ad floden, var der et fantastisk sted, hvor vi kunne bade helt ubemærket. Det var så skønt og vi badede stort set hele dagen og som om det ikke var godt nok, så så vi også aber der løb op af bjergene, det var ren idyl og vi nød det i fulde drag. Efter vi havde badet og spist eftermiddagsmad på klipperne, kørte vi tilbage til landsbyen her blev vi indlogeret i en af de runde huse som mange hernede lever i. Desværre var det slet ikke så primitivt som vi havde håbet, huset var ikke lavet af ler og jord, men af soltørede mursten og det var rigtig flot. De lavede mad til os, både til aften og næste dag, og det var rigtig godt, men vi havde slet ikke regnet med det. Om aftenen var der fest i byen og alle de forskellige foreninger, spejdere og kvinde kor skulle vise hvad de havde lært gennem de sidste mange måneder, så vi så skuespil og stammedans og hørte en masse rytmisk musik, det var rigtig godt. Om natten vidste det sig alligevel at det skulle blive lidt primitivt, da vi fandt ud af at vi havde besøg af en rotte der løb rundt om sengen. Heldigvis gik det først rigtig op for mig næste morgen, for ellers havde jeg da ikke lukket et øje. Næste morgen deltog vi et par timer i deres gudstjeneste inden vi igen drog hjem over. Det var en rigtig dejlig weekend.

Besøg hos hospitalsklinik:

Onsdag d. 24. Nov. var vi på besøg på en hospitalsklinik, der er startet op af en indisklæge ved navn Sumit. Det har taget ham 6 år, at starte hospitalet helt fra bunden. Sumits mål med klinikken er, at give en rollemodel for resten af Nigeria, så de kan se hvor godt sådan et system kan være. Desværre har regeringen ikke endnu taget ideen til sig. Klinikken er sponsoreret af firmaer i Indien og Storbritanien og så er klinikken også støttet af UNISEF. Klinikken kræver kun penge for medicin og det er også kun når det ikke handler om gravide kvinder og børn under 1 år for dem er alt medicin gratis, men andre må betale 20% mere end hvad klinikken giver for medicinen, men denne pris er stadig meget mindre end hvad patienter skal betale for medicin alle andre steder i Nigeria. På den måde kan klinikken dække halvdelen af deres udgifter på medicin. Det er især gravide kvinder og børn, som klinikken hjælper, men generelt er klinikken for alle. Systemet på klinikken er bygget op på den måde, at de har nogle forskellige poster rundt i Adamawastate, hvor patienter kan komme hen og få gratis hjælp. På disse poster er der en trænet person som er klar til at hjælpe de mennesker der kommer, og den person kan godt have ansvaret for en by med over 300 mennesker og i blandt dem skal hun gerne vide hvem der er gravid og hvem der er syg og hvem der bor hvor osv. De har et rigtig godt system og Sumit går meget op i at alt bliver skrevet ned og der bliver holdt journaler(med de oplysninger de nu kan få, de har nemlig ikke cpr. numre her i Nigeria) over alle deres patienter, og de bliver registreret. Ud af 100000 er der 1557 kvinder der dør, altså 1,5 %. Det er ret høj i forhold til i Danmark hvor den vist er på 0,002%. Det er især fordi der er mange der stadig foretrækker en naturlig fødsel i hjemmet hvor de får et familie medlem til at hjælpe med at tage imod barnet. Sumit fortalte om en ung pige der var kommet ind på hans klinik, hun var gravid med tvillinger og fødslen var allerede gået igang. Efter at have født det første barn, finder man ud af at det andet barn ligger på tværs og det er kun den ene arm der kommer ud. Derfor må hun straks transporteres ind til en klinik hvor de foretager opperationer. Så hun bliver sent med en af klinikkens egne ambulancer ind til en anden klinik. Hun skal bruge blod under operationen, men det er ikke så nemt at få og det koster penge, derfor må de finde manden, som er faderen til barnet for at få noget blod til kvindens opperation. Faderen er dog ikke interesseret i at give hans kone og barn blod. Der kan man spørge sig selv, hvorfor? Sumits klinik vælger så at købe blod til kvinden. Hun bliver kørt fra Sumitsklinik kl 13.00 og ankommer til operationsklinikken 1 time senere, men der er ingen opperationslæge før kl. 17. Alligevel kommer denne kvinde ikke på opperationsbordet før kl 20.00 om aftenen og med det resultat at både mor og barn dør. Det er en forfærdelig historie og jeg stod med tåre i øjnene da Sumit fortalte det. Da hun var død kom hendes familie og hentede hende og så var den ikke længere. Der er ingen der bliver sure på systemet eller råber op at de ikke vil finde sig i ikke at få hjælp. Man accepterer sin skæbne. Når, men vi var med ude og se en af disse poster i en landsby og her sad der en masse kvinder som ventede på at komme op og få foretaget en blodtest, urinprøve, blodtryk og andre generelle undersøgelser. Dette har kvinderne mulighed for at gøre hver onsdag, hver uge og det er rigtig godt, for så er der rig mulighed for alle, at få foretaget disse undersøgelser engang i måneden. Samtidig er det også en rigtig god måde for kvinderne og mødes og tale om deres graviditet, ligesom en slags mødergrupper i Danmark. Mange af de kvinder der ventede barn var 15 år det er den mest normale alder at føde børn på, især ude i landsbyerne. Der var en kvinde på 22 der allerede havde født 6 børn hvoraf 3 var døde og det er helt normalt her i Nigeria. Efter besøget i landsbyen kørte vi tilbage til hovedklinikken og her var der en 15 årig pige der var ved at føde. Vi fik lov at overværre fødselen og jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige. Hun var helt alene, der var ingen hos hende andre end end sygeplejerske, hverken hendes mand, moder, søster eller veninde. Der var ingen til at holde hendes hånd. Fødselen var rigtig hård, fordi det var hendes første fødsel og barnet var ret stor og hun var selv ret lille. Hun måtte klippes op 2 steder før barnet kunne komme ud. Da hun efter lang tids kamp og smerte havde født en lille pige. Ville den lille pige ikke græde, så de sugede alt væsken ud af hendes luftveje og vendte hende på hovedet og bankede hende på ryggen indtil hun begyndte at græde. Det var virkelig en surealistisk oplevelse det hele, men også rigtig fedt at prøve. Jeg havde dog meget ondt af den meget unge pige som jo selv er alt for ung til at blive mor og som ingen havde ved sin side. 

Vi så også et barn der var et ar timer gammelt, men var født 2 måneder for tidligt og da de ingen kuvøser har vil barnet højst sandsynlig ikke overleve. Det var meget sørgelig at se sådan et lille skravl der ligger så hjælpeløst og kæmper og der er ikke noget man kan gøre for det.   

Det var en rigtig spænende dag, som jeg aldrig vil glemme, men det var også en dag der virkelig satte sit præg på mig. Jeg vil aldrig glemme den unge pige og hendes kamp for at få det barn ud og det for tidlig fødte barn der kæmpede for sit liv.

Jeg kommer ikke på internette mere før jeg forlader Remi. På fredag kører vi til Yankari(junglen) hvor vi skal overnatte 2 nætter og på safari og bade i en kilde og så skal vi videre til Jos og overnatte 2 nætter. Så skal vi videre til Abuja og så rejser vi hjem til Danmark fra Abuja, d. 8 Dec. Og der vil jeg ligge mit sidste blog indlæg ind. 

Kram fra Line

Lige en tilføjelse til billedet, det er Astrid, Mette, mig, Sara og Mette(missionær). Sådan så vi ud til bryllup, ikke videre kønt!

Jeg er vild med Nigeria!!

Remi 5 - Blogindlæg

Lørdag d. 30 Okt. Så kom brylluppet, som vi længe har set frem til. Det var Bryllupet på Safrat og Ben. 

Det er ikke nogen vi kender, manden har vi aldrig mødt og kvinden har vi mødt 2 gange. Vi fik den særlige ære at vi skulle være brudepiger, så vi havde fået syet nogle rigtig flotte kjoler i guld og army grøn, mest af alt ligende vi en flok marengs alle sammen. Bruden havde også 8 nigerianske brudepiger i de samme kjoler som os og vi skulle følges ind i kirken med dem, men vi skulle ikke bare gå ind, nej vi skulle danse ind på en række allesammen og så stod vi skiftevis sort, hvid. Da vi var danset ind og havde fået sat os ned, fik vi udleveret en serviet, ikke til at tørre tåre væk, som det ville være i Danmark, men til at tørre sveden væk. Pludselig kom der endnu en brud dansende ind. Nå, tænkte vi så var der 2 par der skulle giftes på engang, mærkelig nok. Da vi så var godt igang med vielsen, kom der pludselig en tredje brud til, det var virkelig mærkelig, at komme for sent til sit eget bryllup, men hun sneg sig pænt ind på hendes plads ved siden af sin gom og så blev alle 3 par viet på engang. Det var den mest upersonlige vielse jeg nogensinde kunne forestille mig. Derefter skulle vi have taget billeder udenfor og det var noget af en omgang, det tog lang tid før vi blev færdige, og vi skulle være med på stort set alle billederne. Brudesvendende var meget betaget af os brudepiger og det lagde de ikke skjul på, og det var lige ved at blive i overkanten, især når vi skulle stå tæt sammen når der skulle tages billeder. Da vi kom hen til det sted hvor festen skulle holdes, skulle der lige tages lidt flere billeder udenfor. Der blev bla. taget et billede hvor brudepigerne skulle bære bruden. Så skulle vi igen danse ind, til det sted hvor vi skulle sidde under festen og vi skulle sidde til højbords. Det er dog slet ikke som i Danmark, det er kun nogle få der kommer til at sidde ved borde, stort set alle sidder på tribuner. Safrat havde fortalt os at de havde inviteret 800 mennesker, men der var nu ikke flere end 300, men det var nu også mange nok. Så gik festen ellers igang, og det foregik således, at der kom nogle gæster op og kastede penge på bryllupskagen og så skulle kagen skæres over og vi fik et lille stykke hver. Resten af dagen gik med at danse, alle var oppe og danse omkring brudeparret og alle kastede penge på dem. Jeg tror der var et system i hvem der kom op og dansede om dem, men der var flere grupper der var oppe 3-4 gange. Det var meget mærkelig, at de sådan skulle kaste penge på parret, men det må være fordi de ønsker dem held og lykke. På et tidspunkt under festen fik vi serveret et måltid mad som bestod af ris, selvfølgelig, og kylling, det var meget stærkt. Vi sad med det på skødet, fordi vi ikke sad ved et bord og så fik vi stukket en juice i hånden, som vi kunne drikke til. Det var ret pinlig for vi kunne ikke få ret meget af det ned fordi det var så stærkt, så parret og de andre gæster var bange for vi ikke kunne lide maden, men vi klemte det ned vi kunne. Da vi havde givet vores bryllupsgave til brudeparret og efter bruden havde kastet sin buket, så vi vores snit til at køre hjem, så vi sagde farvel til parret og takkede for en dejlig dag. 

Søndag d. 31. Okt. var vi til dansk gudstjeneste hos Alex og Mette, det var rigtig hyggelig. Vi holdte selve gudstjenesten i deres have i skyggen af træerne. Det var Mette der var præst og det var faktisk den første gudstjeneste hun nogensinde har holdt efter hendes uddannelse, så det var fedt at være med til og hun gjorde det rigtig godt! Vi deltog alle lidt i gudstjenesten, ved at læse tekster og indgangsbøn og udgangsbøn op og der var selvfølgelig også nadver, det var præcis som en dansk gudstjeneste, bare under en Nigeriansk himmel og med en galende hane der afbrød engang imellem. Bagefter fik vi kirkekaffe, vi havde alle taget nogle boller med og vi havde også nutella med og så fik vi ost, marmelade, te og kaffe. Det var meget hyggelig og vi snakkede og så billeder. Bagefter var vi lige et par timer på internettet og så ellers hjem og sætte et rugbrød i ovnen så vi kunne få vores sædvanlige søndagsrugbrød. 

Tirsdag d. 2 okt. Var vi igen ude og undervise på Yola 1.st. school, men da vi kom så vi at en masse af vores elever stod under et træ og blev afstraffet med pisk i håndfladen. Det var meget hårdt at se og vi blev meget forarget over det. Vi gik hen og fortalte dem at de børn havde time nu så de havde slet ikke tid til at stå her.Vi snakkede med børnene i klasserne om det og de fortalte at de blev afstraffet for de de ikke havde bestået en test. Derudover var der 3 piger der kom 15 min. for sent fordi de var blevet sendt på markedet af deres lære, for at købe drikke varer til læren, hvilket heller ikke er i orden. Vi var ret sure og vidste ikke helt hvad vi skulle gøre, vi havde mest lyst til at tage en snak med lærerne, men det er ikke til at vide om børnene så vil blive afstraffet yderligere for at have sladret osv. Men vi besluttede os for at tage en snak med dem for det var det vi følte var det bedste. Så vi fortalte dem, at når vi underviste på skolen så ville vi ikke se det, og når vi bruger tid på at forberede os så skal eleverne være i klassen til tiden og ikke rande rundt på markedet for læren. Vi snakkede også med Sinni, skolelederen og han sagde også at han ville tage en snak med de lære der havde slået, og han lovede at vi ikke ville se det igen, så det håber vi. 

Overvejelser:

Efter man har levet så lang tid her i Nigeria, er der mange ting, som jeg har lovet mig selv, at jeg vil sætte ekstra meget pris på når jeg kommer hjem. Jeg vil gerne lære at sætte mere pris på de ting som man lever med i sin hverdag hernede, som bare er en selvfølge hjemme i Danmark. F.eks. At jeg hele tiden har strøm, at jeg har rindende vand, at jeg har mad, og at vi har et system i Danmark der tager sig af de svage i samfundet. Man føler virkelig, at man var vundet lotteriet når man bor i Danmark, efter man har set hvordan de lever hernede. Jeg har alle gode muligheder for en god fremtid i Danmark, jeg har ingen bekymringer eller sorger for hvad fremtiden vil bringe. Det er der rigtig mange der har hernede. Nigeria står i en svær situation lige nu for de ved at om 10 år vil der ikke være arbejde nok til alle de unge der vil være på det tidspunkt og det vil skabe store problemer. De vil nærmest komme til at slås, med deres jævnaldrene og venner, om at få brød på bordet. Det må være forfærdelig at vide, at ens fremtid vil bringe så store udfordringer.

Men pyha det bliver hårdt at forlade det her sted, børnene stjæler mere og mere mit hjerte. Tanken om, at jeg aldrig kommer tilbage og aldrig ser dem mere, den er meget hård! Det går bare så hurtig med at knytte bånd hernede for alle vil have ens kærlighed. Det er ikke til at forstå, at der kun er 4 uger og 5 dage tilbage, til at jeg sætter mine fødder på dansk jord igen. 

I dag torsdag d. 4 Nov.  Har jeg officielt ikke været i bad i en uge, ret klamt. Det er egentlig ikke fordi jeg ikke har haft mulighed for det, men skulle det prøves så skulle det være nu. Så jeg ser meget frem til et bad i aften, selvom det bliver i koldt vand fra brønden. Undervisningen på Yola 1.st school er aflyst i dag på grund af midttirm break, men det passer mig egentlig fint nok. Astrid og jeg vil bager nogle boller til kaffen og så vil vi gå os en tur i landsbyen og nyde at vi ikke skal nå så meget i dag. Jeg har godt nok lige nogle diktater der skal rettes, men det skal jeg nu nok nå. Talatus(læren i specialclass) bror er død i nat, så hun var ikke i specialclass, så da vi kom over i klassen var der ingen lære, heldigvis kom Rose(frivillig pensioneret hjælpelære i specialclass) en halvtime efter, men det har nu stadig været en ret hård formiddag! Her i eftermiddags har vi spist boller, drukket te og spillet kort. Vi gik også en tur i den lille landsby der ligger ved siden af remi, det er en rigtig smuk lille by, med lerhytter. Der kom massere børn for at snakke med os og lege med os, desværre var det ikke så nemt at snakke med dem da de jo kun taler Hause, men vi prøvede så godt vi kunne. Der var en lille pige som jeg bare ikke kunne lade være med at tage op og da jeg stod med hende, kom hendes far hen og sagde til mig mindst 3 gange at jeg gerne måtte få hende og tage hende med til Danmark. Det er ikke fordi faderen ikke er glad for sin datter, men fordi det simpelthen kunne gøre familien så stolt og glad hvis vi ville tage hende med til Danmark. Det er meget mærkelig, men Alex og Mette(missionærparret) har også prøvet det et par gange at de har fået foræret et barn og det er jo selvfølgelig en stor gave, men den har de selvfølgelig ikke kunne tage imod. Det er meget mærkeligt!

Nå men der er nye planer med Yankari. Vi har fået lov til, at komme en dag til Jos på vejen hjem og det er super fedt, så nu er planen, at vi tager afsted fra Remi fredag d. 3 december, så kører vi til Yankari og overnatter der i 2 nætter og tager på safari og bader i kilder og så kører vi videre til Jos, som skulle være en helt fantastisk by. Derefter kører vi videre til Abuja og overnatter der og så flyver vi hjem onsdag d. 8 dec. Det glæder jeg mig rigtig meget til! 

Det var alt her fra, over and out!

-Line

2 blog indlæg - Malaria, spegepølse, kanotur.

Remi 4.

Mandag. 11. Okt. Henning(kursusleder på forberedelseskurset i august) og hans kone Else kom og besøgte os her på Remi. Det var meget hyggelig, de var rundt og se skolen og mødte børnene og jeg tror især Else blev meget grebet af de handicappede børn. Hun lærte os en ny sang, som vi har sunget sammen med børnene siden. 

God is not dead NO!

He’s still alive

God is not dead NO!

He’s stille alive 

God is not dead NO!

He’s still alive

I feel it in my hands (klap, klap)

I feel it in my toes (tramp, tramp)

I feel it in my heard (dook, dook)

I feel it all over me Juhuuu...!

Det var en skøn sang og børnene elsker at synge den. Henning og Else var også indenfor og se hvordan vi bor, og så havde vi bagt banankage til dem. Mette og jeg tog med Henning og Else til Mbamba og så skulle vi på markedet og handle ind.

Vi skulle prøve at købe kød, fordi vi ville lave spaghetti og kødsovs til aftensmad. Det var første gang vi købte kød på markedet hernede og det var ikke særlig lækkert. Da vi skulle til at hakke kødet, til fars, kunne vi slet ikke få vores kødhakker til at virke. Else, Henning Mette og Alex skulle komme hjem til os kl. 19.00 og der skulle maden gerne være nogenlunde færdig, men da de kom, stod vi stadig og baksede med kødhakkeren. Både Else og Mette hjalp os med, at få den til at fungere og tilsidst fik vi da også skruet den rigtig sammen, så skulle der bare hakkes kød. Det var dog ikke så nemt som vi troede og der var kødsaft i hele køkkenet og bordet, som kødhakkeren var skruet fast på, gik mere og mere fra hinanden, fordi det var et meget gammelt bord. Men kl 20.15 og et smadret bor og en god rengøring senere fik vi sat mad på bordet og det smagte virkelig godt. Så alt i alt og på trods af vores slid, så blev det en rigtig vellykket aftensmad. Derudover var det også en rigtig hyggelig aften, med spændende og uhyggelig fortællinger. Henning holdte også en tale og den sluttede han af med en overraskelse, nemlig en pose lakrids, meget lækkert, da man jo ikke kan få det mindste der minder om lakrids hernede. Det var en dejlig aften.

Torsdag. 14 Okt. 

Dårlige nyheder, vi har haft problemer med vores bil og kunne derfor ikke komme til Benue floden og sejle. Derudover fandt vi ud af, at vores chauffør havde mistet et barn for 2 dage siden og han havde ikke sagt noget. Hans kone var gravid med deres tredje barn, men barnet døde kort efter fødslen og det var en stor omkostning for familien at have konen/moderen indlagt. For at vise Heruna, at vi er glade for ham, som chauffør og for at hjælpe hans familie gennem den hårde tid, har vi købt en sæk ris, mel, olie, kaffe, Juice og bulion. Så hans familie ikke skal sulte. Men det var en sørgelig dag.

Heldigvis dropper vi ikke sejlturen men udsætter den til fredag d.22 okt.

Weekenden d.15-17

Det var en meget afslappet weekend, turen på Benue floden blev jo udskudt pga. af bil uheldet. Hele lørdag hyggede vi os med at spise sammen vi lavede grønsagstærte og boller og banankage. Og så havde vi fået fat i en ost, som Mario fra Abti skaffede til os, ost er meget svær at få og en ost koster 8000 Naira = 320 kr. Så det er noget af en luksusvare, kan man sige. Det var rigtig dejligt og så kunne vi få bolder med ost til aftenskaffen, ikke dårligt. Vi spillede også venner for livet, med spørgsmål vi selv fandt på, det var også meget hyggelig. Søndag var vi i kirke på Mbamba og det var en god og hurtig gudstjeneste på kun 2 timer, med dans og musik. Om aftenen var vi inviteret til spisning hos Jusuf og Julia i Jimeta. Det var rigtig hyggelig, de bor rigtig flot, af Nigeriansk standard og Jusuf har sin egen lille hønsefarm. Vi fik selvfølgelig kylling til aftensmad og Yams der rent faktisk smagte godt og så fik vi ris og stew. Selvfølgelig blev vi også budt på de forfærdelige maltøl, som ingen af os kan lide, men vi bliver nødt til at drikke dem, for det er uhøflig at sige nej, men de gled da ned. Vi havde lidt gaver med til børnene, malebog farver og sæbebobler, og det blev de meget glade for. Jusuf holdte en kort andagt som var rigtig god. og inden vi skulle hjem skulle vi lige købe nogle kyllinger. Mette og Alex havde fortalt os, at Jusuf havde frosne kyllinger i fryseren, som vi kunne købe. Det havde han godt nok bare ikke denne dag, så vi måtte købe 2 levende kyllinger og havde dem med hjem i bagagerummet i bilen. Så hele vejen hjem var vi lidt små nervøse, fordi de baskede med vingerne og larmede lidt, så Alex benyttede sig af at fyre en joke af “så i høns på bagsædet kan i så tie stille” meget morsomt Alex.

Udover det er jeg blevet ret forelsket i den smukkeste lille pige ved navn Bright. Hun er så dejlig og hun har de smukkeste øjne. Alle børnene i Playingclass er så enormt søde og jeg elsker at side med dem og lege med dem. Nogle af dem er så trætte og når vi kommer derind så ved de, at de kan slappe lidt af, når de sidder hos os. Så jeg har tre gange prøvet at et lille barn er falder i søvn i mine arme. Det er så dejligt! Så kan man ligge dem hen på nogle madrasser og så kan de sove videre der. Der var på et tidspunkt tale om, at playingclass, som i forvejen har utrolig lidt plads, skulle rykkes ind i nogle mindre rum, så der kunne blive plads til lærerværelse. Patients(skolelederen) kom og snakkede med os om det, men jeg blev så ked af det, for jeg synes i forvejen, at de har så lidt plads og nu ville hun proppe dem ind på endnu mindre plads. Sara og jeg snakkede med hende om det og hun spurgte om min ærlige mening og så sagde jeg, at det rum hun ville have 10 børn i, ikke var beregnet til mere end max 3 børn. Patients stod bare og kiggede på mig og jeg tror hun var ved at græde, for hun blev meget frustreret. Dog endte det hele godt og hun tog vores ord til sig og lod Playingclass blive og så lavede hun lærerværelse i de andre små rum. Det var en lettelse, og vi roste hende også for hendes valg. 

(I Januar skal de have valg her i Nigeria og deres nuværende præsident hedder Goodluck så det er meget sjovt når man ser på plakaterne der står goodluck goodluck. Deres navne her i Nigeria er meget specielle, de har navne som, Pretty, Precious, A boy, Comfort, Favour ect. Det er alle sammen navne med en betydning.)

I aften, mandag d. 18. skal vi have rugbrød med spegepølse som Mette har fået sendt herned hjemme fra. Det bliver dejligt! Jeg SAVNER rugbrød og spegepølse!

Tirsdag d. 19 Okt. Mette er syg, hun har 39,5 i feber. :(

I dag har jeg været lidt i specialclass, jeg sad lidt med Hannatu, hun kan havde det rigtig svært da hendes mor ikke kan lide hende og ikke sender mad med hende i skole. Den nye Hjælpelærer i specialclass er dog rigtig sød og giver hende indimellem 10 naira at købe for det svarer til 40 øre i DK. Vi fandt også ud af at grunden til at Comfort, en af de handicappede piger ikke har været i skole i halvanden uge nu, er fordi, at hendes familie ikke har betalt kontingent til den næste periode, vi håber hun snart kommer igen, ellers vil vi prøve at snakke med skole lederen om det. Ellers var vi på Yola 1.st. school og undervise idag, det var rigtig godt, vi kom 5 min. for sent så børnene var bange for vi ikke kom. Da vi kørte ind på pladsen løb de ud og tog vores tasker og computere og stilede lærer bordet klar til os. De var SÅ glade for at se os. Vi vidste dem en globus og pegede ud hvor Danmark ligger i forhold til Nigeria og viste dem de 7 kontinenter og fortalte dem hvordan der er mørke 24 timer i døgnet og lyst 24 timer i døgnet hvert halve år på Grønland. Hvordan Jorden rotere rundet om solen, og hvornår der er gået et døgn og et år. Det synes de var meget spændende og fascinerende. Vi løste også nogle af de laminerede opgaver vi har haft med hjemmefra, de er et stort hit! Det er skønt, de er så søde alle børnene og de vil rigtig gerne lærer, alt det de kan. Desværre fandt vi også ud af, at vi højest sandsynlig har en ordblind pige i en af klasserne og vi er ikke sikker på hvordan vi skal gribe det an.

1. 21. Okt.

Mette har været syg de sidste par dage, med feber. Igår tog jeg med hende, Mette og Alex (missionærparret) til lægen for at blive undersøgt for malaria, hvilket var en ret spøgs oplevelse. Vi bliver vist direkte ind til laboranten som skal tage en blodprøve på Mette. Her inde står der en dame med hendes barn og mens vi står der og venter på, at det bliver vores tur, overhører vi lige, at damen er blevet gravid og det er hun vist knap så glad for, men meget underlig, der er intet privat i det. De synes slet ikke det var underligt, at vi stod og overhørte beskeden. Som om det ikke var nok, da lægen sidder og spritter Mettes arm af inden han skal stikke, ringer hans kone og så sidder han og snakker i mobil med konen mens han gør Mette klar til at få taget blodprøve, det er meget mærkelig. Når, men 2 timer senere kom Mette og Alex med svar på prøven og det vidste sig da også at være rigtigt, at det var malaria, så nu har hun fået noget medicin, til at kurere hende. Mette og Alex var rigtig søde og hjælpsomme og da de kom med svar på prøven spiste de til middag hos os og vi fik rester som var tun frikadeller. De blev i 2 timer og det var rigtig hyggelig! God bedring til Mette...

Endnu et Blog Indlæg.

Okay der går lang tid mellem internet mulighederne hernede. Mette er blevet rask igen så det er dejligt. 

I weekenden d.22-24 Okt. har vi været ude og sejle på benuéfloden i en stor kano hvor vi sad 12 mennesker i. Det var en flot tur, men desværre var der motor på båden og det ødelagde lidt idyllen, så vi har snakket om at tage endnu en tur, måske den anden vej op ad floden og uden motor på båden, men det bliver nok først om en månedstid. Lørdag tog vi til Numan og besøge LCCN headquaters, det var her Niels Brønnum grundlagde den første Lutherske kirke i Nigeria og vi så også det sted ham og hans kone gik i land. Det er et rigtig hyggelig område med en masse gæsteboliger og en håndværkerskole hvor en masse ungemænd, kan få en tømmeruddannelse. Der var også nogle 50+’er som bor der i en månedstid, de arbejder med at istandsætte gæstehusene og de er udsendte af Mission afrika. Dem spiste vi middag med, det var dejligt at snakke lidt dansk med dem og være sammen nogen med den samme baggrund som en selv. Det var en god, og lang dag, så vi var trætte da vi kom hjem. 

Torsdag. 28 okt. Alle børnene har fri fra skole indtil på mandag, så vi tager os lige en velfortjent fridag så vi brugt et par timer på Abti, hvor vi var ude og bade og nyde solen lidt. og så har vi fået grill-kylling fra Top 10 til aftensmad, det er nemlig lidt en sørgelig dag, for det er nemlig Julies sidste dag her på Remi. Hun flytter ud til pigerne på Mbamba og så bliver vi kun 4 her på Remi, det er både godt og skidt. Men Julie har lyst til at prøve så meget som mulig på disse 3 måneder, så hun vil gerne nå at være begge steder. Fair nok. Jeg elsker Remi, og jeg ville aldrig bytte det med noget andet sted.

Vi har endelig fået vores bil tilbage, efter en lang , alting tager tid her i Nigeria. Vi har fået installeret et nyt sæde i bilen, så vi alle kan side sikkert og så har vi fået installeret sikkerhedssele til alle, så det er kun godt. Haruna er også tilbage som chauffør, og han har det godt og det tror jeg også hans familie har. 

Imorgen skal vi til bryllup, så det er vi ret spændte på! Men det skal jeg nok skrive om i det næste blog indlæg.

Ellers går det bare rigtig godt hernede og det er slet ikke til at forstå, at over halvdelen af tiden er gået nu. Håber alt er godt i Danmark.

Kærlig Hilsen Line.

Flere gode oplevelser.

Søndag d.3. okt.

Vi var med Mrs. Bongi i kirke på Mbamba i elevernes kirkesal. Det var rigtig hyggelig og vi var oppe og synge ‘‘Lean on me’’ og det var de helt vilde med. Ellers var det rengøringsdag og det var virkelig tiltrængt, der lå både døde karkelakker og kæmpe græshopper og andet godt rundt om i huset.  Julie og jeg gik en tur gennem den lille lokale landsby og hilste på folk og så købte vi noget frugt med hjem. Vi var også inde på Top 10 for at købe popcorn og her opdagede vi, at man kunne få hele grillkyllinger, så det besluttede vi os for at overraske de andre piger med på onsdag hvor Julie og jeg har mad dag. 

Det var en dejlig tur og vi hilste på en masse mennesker og man fik en dejlig følelse af at være en del af Afrika og føle sig hjemme her i Nigeria. Især da vi gik på grusvejen imod Remi og så bjergene i baggrunden og den vilde natur omkring og den bumpede ujævne vej og 6 små børn fra landsbyen, der kom løbende imod os for at bære vores poser. Det var skønt! De fik en lille håndfuld popkorn hver, for at hjælpe os med at bære. De var rigtig søde. om aftenen fik vi rugbrød, leverpostej og den hjemmebragte spegepølse, som jeg havde gemt og beskyttet rigtig godt indtil da. Det blev en festmiddag uden lige!

Vi har lavet et skema for specialclass, så nu deler vi dem op i grupper i stedet for at have dem alle sammen på engang, det bliver for hårdt nu hvor de er blevet så mange. Så i tirsdags tog vi Favour, Hannatu, Comfort, Hassan og Patini med ind i vores stue for at lave perler med dem. Det gik virkelig godt og alle hyggede og morede sig, Især Patini ham lavede vi en masse skæg med. 

Senere på dagen havde jeg special undervisning med John og det var også godt, vi lavede også perlekæder og selvom han havde lidt svært ved koncentrationen og han blev meget glad for de armbånd han fik lavet.

Om eftermiddagen tog vi på marked og handlede ind og vi fik købt noget mere stof til kjoler. Om aften skulle vi have tærte som Astrid og Mette lavede. og det smagte bare mega godt!  Angel/Gabriel var på besøg, så han spiste med og han kunne også godt lide maden. 

(Udrag fra min dagbog)

Tirsdag d. 5 okt.

I dag oplevede vi noget rigtig sjovt for Usmann(Mongol i Specialclass) havde taget sin træpistol med og begyndte at marchere rundt, som en anden soldat, han gjorde honør og sang Nigerias nationalmelodi, det var virkelig underholdene. Han ville have Favour med til Abuja og gøre ham til soldat. 

Vi var også ude og undervise på Yola 1.st. Og derefter tog vi ind på Abti hvor vi lige kunne nå at få en dukkert, inden vi skulle mødes med Mette og Alex, som skulle præsentere os for Karsten en ansat hos Mission Afrika. Det var ham der ville give os middag, så det var dejlig. Han ville bare gerne møde os og rose os, for det arbejde, vi udføre her i Nigeria. Det var første gang, vi så Mette og Alex, efter de var kommet hjem fra deres møde i Abuja. De havde gaver med til os fra vores familie, jeg fik en ny mobil og 2 t-shirts hjemmefra, det var rigtig dejlig. 

Lørdag d. 9. okt. Vi var ude ved de 3 søstres bjerge vi havde besluttet os for at bestige det mindste af bjergene. I starten var der rigtig mange børn der fulgte efter os, men Alex sagde til dem at vi gerne ville gå alene så de holdte sig på afstand. Det var ret hårdt at bestige det, mest fordi det var meget stejlt og fordi der ikke var det mindste, der lignede en sti. Det var store sten og højt græs. Det var høj solskin og meget varmt, vi holdte 2 pauser på vejen op. Pludselig var vi lige nær toppen, det sidste stykke var ren klippe og så stejlt at vi måtte kravle/mave os op over det, men det gik helt fint. Oppe på toppen fik vi taget en masse billeder, udsigten var meget smuk. Vi skrev vores navne i et træ for at bevise vi havde været der. Inden vi skulle ned fik vi øje på et slemt uvejr i det fjerne, men det bevægede sig meget hurtigt! Så vi fik fart under fødderne, men vi var ikke engang noget en tredjedel ned af bjerget før det stod ned i stænger og det lynede og det tordnede. Vi blev helt gennemblødte, og vi blev helt kolde fordi det blæste en del. Da vi endelig kom ned fra bjerget regnede det ikke mere. Men det var faktisk en rigtig sjov oplevelse og en rigtig god tur. Turen op på bjerget kunne dog godt have varet lidt længere, måske man skulle kaste sig over den store søster en anden gang.

Om aftenen lavede vi mad på Mbamba, og Safrat kom og spiste med og hun havde også vores stof med til kjolerne til brylluppet. Gul og Armygrøn, faktisk ret flot.

Søndag. 10. Vi har været i Katedral kirken igår, til en 5 timers lang gudstjeneste og det var meget langtrukken. Det eneste der kunne holde min koncentration og mine øjne fra at falde i var, at Mette og jeg spillede død mand hængt på et stykke papir jeg havde med. og så det, at jeg skulle præsentere os. Det kom jeg da også til, med mikrofon foran nok 3000 mennesker.

Dagene flyver afsted.

Tiden flyver bare afsted her på Remi og vi nyder det. Vi er efterhånden ved at have fået os en hverdag her på Remi. Hele sidste uge har vi arbejdet med specialclass, playingclass og nurseryclass. Vi har haft Specialclass med ude og lege i sandkassen, med noget af det sandkasselegetøj, vi har haft med hjemmefra. Vi har også været inde og lære de handicappede, at sy og flette hår. Selvom det nu mere var os der fik lært at flette afrikanske fletninger. Det foregik i en bygning der er sponsoreret af det danske Y’s-mens clubs. Det var også i den forgangne uge, at vi tog hul på vores undervisning på Yola 1.st. School. Tirsdag underviste Sara og jeg i engelsk, i en klasse der svarer til 9 kl. i Danmark. Der var kun 4 elever i klassen, fordi det tager meget lang tid for skolerne, at starte op efter sommerferien, fordi børnene først skal have betalt deres kontingent og det kan godt tage lang tid for dem, at få skrabet penge sammen til skolen. Vi havde en rigtig god engelsk time med de 4 elever og gav dem en lille stil for, som lektie til næste tirsdag. Det bliver spændende at høre hvad de har fundet på. Om torsdagen undervidste Julie og jeg i Idræt de lavede længdespræng og stafetter og så havde vi nogle små bolde med, som de kunne spille med. Desværre fik Julie det dårligt og måtte få vores Chauffør, Heruna til at kører hende hjem så jeg måtte tage undervisningen alene det sidste af timen. Derefter sad jeg sammen med en masse små børn fra området og snakkede, mens nogle af de lokale drenge og piger lånte de farvrige bolde vi havde med og jeg lovede at tage dem med igen i næste uge. Det var rigtig dejlig, bare side i skyggen af et barobabtræ og se hvor meget glæde 15 børn kunne få ud af 6 små bolde, og jeg fik alle boldene tilbage da jeg skulle hjem, så det var godt!

I fredags var det Nigerias uafhængighedsdag og vi var ude og fejre den på en stor plads, der minder meget om et stadion. Her marcherede en masse børn og unge fra forskellige skoler i flotte dragter og det så rigtig godt ud, de var rigtig gode til at marche. Om eftermiddagen havde vi og de 3 piger på Mbamba arrangeret en fodboldkamp med børnene på Mbamba. Vi delte os op på 4 hold og Mette og jeg var på hold sammen og vores hold hed Chelsea. Det var rigtig sjovt og det endte faktisk med, at Mette og mit hold vandt hele turneringen, på trods af, at Mette og jeg begge skulle skyde på straffe, men vi scorede begge 2, så det var helt perfekt. Præmien var nogle FC-midtjylland T-shirts som vi havde fået sponsoreret hjemmefra. Det var en fed oplevelse. Bagefter tog vi tilbage til huset på Mbamba for at gøre os klar til, at skulle ud og spise på TOP 10. Mens vi var ved at gøre os klar kom der 3 unge drenge, som havde deltaget i fodboldkampen og sagde tak for en fed oplevelse og for T-shirtsene og de håbede vi kunne gøre det igen en anden gang. Det var dejligt, at de var rigtig vilde med det. 

Top 10 er en restaurant med både europæisk og nigeriansk mad og da vi så menukortet var vores lykke gjort. De havde både burgere og pizza og salat og frugtsalat, alt hvad vi hungrede efter. Desværre fandt vi ud af, at de lige præcis denne aften hverken havde pizza, burger eller frugtsalat. Ærgerlig, Ærgerlig. 

Lørdag d. 2 okt. var vi på udflugt til Kiri Dam, turen varede ca. 2,30 timer og inden vi tog afsted bad vi en bøn sammen med vores chauffør. Det er meget normalt, at man beder til gud om beskyttelse på turen, inden man skal ud og kører længere ture. Kiri Dam er en stor dæmning, der er blevet lavet for at vande rismarkerne omkring søen. Det var meget smukt, vandet var helt orange og alt omkring var frodigt og grønt. Mens vi stod og betragtede den flotte og skønne natur, kom der nogle unge piger hen og kiggede på os. Når vi ikke så dem, rørte de ved vores hår, for de kunne ikke forstå, at vores hår var ægte. De havde aldrig set hvide mennesker før og pludselig blev de helt bange, fordi de overbevidste hinanden om, at vi måtte være spøgelser og ikke mennesker. Meget mærkelig, heldigvis havde vi Bulus(bamse) med en rigtig god ven fra Mbamba, som var vores chauffør den dag og han kunne snakke med dem, og fortælle dem, at vi ikke var farlige og tilsidst turde de godt lige at røre vores hænder. På vejen hjem kørte     

vi igennem en lille landsby, her ville alle vinke til os og råbte Sanu(hej) på Hausa og vi svarede dem på Hausa og det var de helt vilde med. Nogle løb efter bilen for at røre vores hænder og nogle spurgte os om penge, for hernede tror de, at hvide mennesker har penge som skidt. Det er ikke mærkeligt, at blive spurgt om, om ikke vi lige vil købe en bil til nogen eller give en mobil eller en computer. De tror helt sikkert, at vi har så mange penge, at vi vitterlig ikke ved, hvad vi skal stille op med dem. 

Da vi kom hjem fra Kiri Dam, fik vi besøg, af alle mulige forskellige mennesker hele dagen. I Nigeria er det meget normalt, at man kommer og greet’er(hilser) hinanden og det kan være alle tider på dagen, også lige når man har sat aftensmaden på bordet og så er det meget uhøfligt ikke at invitere på mad. Der kom en Nigeriansk pige ved navn Miss. Safratu, som har været i Danmark i 3 måneder for, at fortælle om Nigeria. Det viste sig, at hun skal giftes her d. 30 oktober og da hun hørte, der var hvide mennesker i området, skulle vi selvfølgelig inviteres med. Så nu skal vi til bryllup på en pige, vi kun har snakket med i 10 min og manden har vi aldrig mødt, men det er rigtig fedt. Vores dresscode til brylluppet er satin stof i guld og army grøn og vi skal have en syerske til, at sy kjolerne til os og det er en bestemt model, som vi alle skal have på og den viser, at vi er brudens venner. Vi glæder os rigtig meget til, at opleve et nigeriansk bryllup!

Hverdagen i Nigeria er hård, både med hensyn til arbejde, men så sandelig også med madlavningen og indkøb på marked, opvask, rengøring og plads mangel. Heldigvis har vi valgt, at betale os fra tøj-vasken, da det er meget hårdt og tager rigtig lang tid og vi vil hellere bruge vores tid og energi på andre ting. Vi har en rigtig dygtig tøj-vasker sjældent har mit tøj været så rent og blødt, som når hun har vasket det, no offence mor, men det er dejligt! Ligeledes betaler vi også for vandbærer, til at fylde vores tønder op med vand i stedet for, at vi selv skal slæbe vand fra brønden, for det er simpelthen så hårdt og kan splitte en mand ad. Vandbærerne her i Nigeria er nogle af de fattigeste og mest hårdt arbejdende folk, så vi giver ham en god løn som er 180-200 Naira = 8 kr. og så et koldt glas vand og en müslibar, så bliver han glad!

Det var lige lidt fra i sidste uge og hvordan det går. håber alt er godt derhjemme tænker på jer! Kram Line