2 blog indlæg - Malaria, spegepølse, kanotur.

Remi 4.

Mandag. 11. Okt. Henning(kursusleder på forberedelseskurset i august) og hans kone Else kom og besøgte os her på Remi. Det var meget hyggelig, de var rundt og se skolen og mødte børnene og jeg tror især Else blev meget grebet af de handicappede børn. Hun lærte os en ny sang, som vi har sunget sammen med børnene siden. 

God is not dead NO!

He’s still alive

God is not dead NO!

He’s stille alive 

God is not dead NO!

He’s still alive

I feel it in my hands (klap, klap)

I feel it in my toes (tramp, tramp)

I feel it in my heard (dook, dook)

I feel it all over me Juhuuu...!

Det var en skøn sang og børnene elsker at synge den. Henning og Else var også indenfor og se hvordan vi bor, og så havde vi bagt banankage til dem. Mette og jeg tog med Henning og Else til Mbamba og så skulle vi på markedet og handle ind.

Vi skulle prøve at købe kød, fordi vi ville lave spaghetti og kødsovs til aftensmad. Det var første gang vi købte kød på markedet hernede og det var ikke særlig lækkert. Da vi skulle til at hakke kødet, til fars, kunne vi slet ikke få vores kødhakker til at virke. Else, Henning Mette og Alex skulle komme hjem til os kl. 19.00 og der skulle maden gerne være nogenlunde færdig, men da de kom, stod vi stadig og baksede med kødhakkeren. Både Else og Mette hjalp os med, at få den til at fungere og tilsidst fik vi da også skruet den rigtig sammen, så skulle der bare hakkes kød. Det var dog ikke så nemt som vi troede og der var kødsaft i hele køkkenet og bordet, som kødhakkeren var skruet fast på, gik mere og mere fra hinanden, fordi det var et meget gammelt bord. Men kl 20.15 og et smadret bor og en god rengøring senere fik vi sat mad på bordet og det smagte virkelig godt. Så alt i alt og på trods af vores slid, så blev det en rigtig vellykket aftensmad. Derudover var det også en rigtig hyggelig aften, med spændende og uhyggelig fortællinger. Henning holdte også en tale og den sluttede han af med en overraskelse, nemlig en pose lakrids, meget lækkert, da man jo ikke kan få det mindste der minder om lakrids hernede. Det var en dejlig aften.

Torsdag. 14 Okt. 

Dårlige nyheder, vi har haft problemer med vores bil og kunne derfor ikke komme til Benue floden og sejle. Derudover fandt vi ud af, at vores chauffør havde mistet et barn for 2 dage siden og han havde ikke sagt noget. Hans kone var gravid med deres tredje barn, men barnet døde kort efter fødslen og det var en stor omkostning for familien at have konen/moderen indlagt. For at vise Heruna, at vi er glade for ham, som chauffør og for at hjælpe hans familie gennem den hårde tid, har vi købt en sæk ris, mel, olie, kaffe, Juice og bulion. Så hans familie ikke skal sulte. Men det var en sørgelig dag.

Heldigvis dropper vi ikke sejlturen men udsætter den til fredag d.22 okt.

Weekenden d.15-17

Det var en meget afslappet weekend, turen på Benue floden blev jo udskudt pga. af bil uheldet. Hele lørdag hyggede vi os med at spise sammen vi lavede grønsagstærte og boller og banankage. Og så havde vi fået fat i en ost, som Mario fra Abti skaffede til os, ost er meget svær at få og en ost koster 8000 Naira = 320 kr. Så det er noget af en luksusvare, kan man sige. Det var rigtig dejligt og så kunne vi få bolder med ost til aftenskaffen, ikke dårligt. Vi spillede også venner for livet, med spørgsmål vi selv fandt på, det var også meget hyggelig. Søndag var vi i kirke på Mbamba og det var en god og hurtig gudstjeneste på kun 2 timer, med dans og musik. Om aftenen var vi inviteret til spisning hos Jusuf og Julia i Jimeta. Det var rigtig hyggelig, de bor rigtig flot, af Nigeriansk standard og Jusuf har sin egen lille hønsefarm. Vi fik selvfølgelig kylling til aftensmad og Yams der rent faktisk smagte godt og så fik vi ris og stew. Selvfølgelig blev vi også budt på de forfærdelige maltøl, som ingen af os kan lide, men vi bliver nødt til at drikke dem, for det er uhøflig at sige nej, men de gled da ned. Vi havde lidt gaver med til børnene, malebog farver og sæbebobler, og det blev de meget glade for. Jusuf holdte en kort andagt som var rigtig god. og inden vi skulle hjem skulle vi lige købe nogle kyllinger. Mette og Alex havde fortalt os, at Jusuf havde frosne kyllinger i fryseren, som vi kunne købe. Det havde han godt nok bare ikke denne dag, så vi måtte købe 2 levende kyllinger og havde dem med hjem i bagagerummet i bilen. Så hele vejen hjem var vi lidt små nervøse, fordi de baskede med vingerne og larmede lidt, så Alex benyttede sig af at fyre en joke af “så i høns på bagsædet kan i så tie stille” meget morsomt Alex.

Udover det er jeg blevet ret forelsket i den smukkeste lille pige ved navn Bright. Hun er så dejlig og hun har de smukkeste øjne. Alle børnene i Playingclass er så enormt søde og jeg elsker at side med dem og lege med dem. Nogle af dem er så trætte og når vi kommer derind så ved de, at de kan slappe lidt af, når de sidder hos os. Så jeg har tre gange prøvet at et lille barn er falder i søvn i mine arme. Det er så dejligt! Så kan man ligge dem hen på nogle madrasser og så kan de sove videre der. Der var på et tidspunkt tale om, at playingclass, som i forvejen har utrolig lidt plads, skulle rykkes ind i nogle mindre rum, så der kunne blive plads til lærerværelse. Patients(skolelederen) kom og snakkede med os om det, men jeg blev så ked af det, for jeg synes i forvejen, at de har så lidt plads og nu ville hun proppe dem ind på endnu mindre plads. Sara og jeg snakkede med hende om det og hun spurgte om min ærlige mening og så sagde jeg, at det rum hun ville have 10 børn i, ikke var beregnet til mere end max 3 børn. Patients stod bare og kiggede på mig og jeg tror hun var ved at græde, for hun blev meget frustreret. Dog endte det hele godt og hun tog vores ord til sig og lod Playingclass blive og så lavede hun lærerværelse i de andre små rum. Det var en lettelse, og vi roste hende også for hendes valg. 

(I Januar skal de have valg her i Nigeria og deres nuværende præsident hedder Goodluck så det er meget sjovt når man ser på plakaterne der står goodluck goodluck. Deres navne her i Nigeria er meget specielle, de har navne som, Pretty, Precious, A boy, Comfort, Favour ect. Det er alle sammen navne med en betydning.)

I aften, mandag d. 18. skal vi have rugbrød med spegepølse som Mette har fået sendt herned hjemme fra. Det bliver dejligt! Jeg SAVNER rugbrød og spegepølse!

Tirsdag d. 19 Okt. Mette er syg, hun har 39,5 i feber. :(

I dag har jeg været lidt i specialclass, jeg sad lidt med Hannatu, hun kan havde det rigtig svært da hendes mor ikke kan lide hende og ikke sender mad med hende i skole. Den nye Hjælpelærer i specialclass er dog rigtig sød og giver hende indimellem 10 naira at købe for det svarer til 40 øre i DK. Vi fandt også ud af at grunden til at Comfort, en af de handicappede piger ikke har været i skole i halvanden uge nu, er fordi, at hendes familie ikke har betalt kontingent til den næste periode, vi håber hun snart kommer igen, ellers vil vi prøve at snakke med skole lederen om det. Ellers var vi på Yola 1.st. school og undervise idag, det var rigtig godt, vi kom 5 min. for sent så børnene var bange for vi ikke kom. Da vi kørte ind på pladsen løb de ud og tog vores tasker og computere og stilede lærer bordet klar til os. De var SÅ glade for at se os. Vi vidste dem en globus og pegede ud hvor Danmark ligger i forhold til Nigeria og viste dem de 7 kontinenter og fortalte dem hvordan der er mørke 24 timer i døgnet og lyst 24 timer i døgnet hvert halve år på Grønland. Hvordan Jorden rotere rundet om solen, og hvornår der er gået et døgn og et år. Det synes de var meget spændende og fascinerende. Vi løste også nogle af de laminerede opgaver vi har haft med hjemmefra, de er et stort hit! Det er skønt, de er så søde alle børnene og de vil rigtig gerne lærer, alt det de kan. Desværre fandt vi også ud af, at vi højest sandsynlig har en ordblind pige i en af klasserne og vi er ikke sikker på hvordan vi skal gribe det an.

1. 21. Okt.

Mette har været syg de sidste par dage, med feber. Igår tog jeg med hende, Mette og Alex (missionærparret) til lægen for at blive undersøgt for malaria, hvilket var en ret spøgs oplevelse. Vi bliver vist direkte ind til laboranten som skal tage en blodprøve på Mette. Her inde står der en dame med hendes barn og mens vi står der og venter på, at det bliver vores tur, overhører vi lige, at damen er blevet gravid og det er hun vist knap så glad for, men meget underlig, der er intet privat i det. De synes slet ikke det var underligt, at vi stod og overhørte beskeden. Som om det ikke var nok, da lægen sidder og spritter Mettes arm af inden han skal stikke, ringer hans kone og så sidder han og snakker i mobil med konen mens han gør Mette klar til at få taget blodprøve, det er meget mærkelig. Når, men 2 timer senere kom Mette og Alex med svar på prøven og det vidste sig da også at være rigtigt, at det var malaria, så nu har hun fået noget medicin, til at kurere hende. Mette og Alex var rigtig søde og hjælpsomme og da de kom med svar på prøven spiste de til middag hos os og vi fik rester som var tun frikadeller. De blev i 2 timer og det var rigtig hyggelig! God bedring til Mette...

Endnu et Blog Indlæg.

Okay der går lang tid mellem internet mulighederne hernede. Mette er blevet rask igen så det er dejligt. 

I weekenden d.22-24 Okt. har vi været ude og sejle på benuéfloden i en stor kano hvor vi sad 12 mennesker i. Det var en flot tur, men desværre var der motor på båden og det ødelagde lidt idyllen, så vi har snakket om at tage endnu en tur, måske den anden vej op ad floden og uden motor på båden, men det bliver nok først om en månedstid. Lørdag tog vi til Numan og besøge LCCN headquaters, det var her Niels Brønnum grundlagde den første Lutherske kirke i Nigeria og vi så også det sted ham og hans kone gik i land. Det er et rigtig hyggelig område med en masse gæsteboliger og en håndværkerskole hvor en masse ungemænd, kan få en tømmeruddannelse. Der var også nogle 50+’er som bor der i en månedstid, de arbejder med at istandsætte gæstehusene og de er udsendte af Mission afrika. Dem spiste vi middag med, det var dejligt at snakke lidt dansk med dem og være sammen nogen med den samme baggrund som en selv. Det var en god, og lang dag, så vi var trætte da vi kom hjem. 

Torsdag. 28 okt. Alle børnene har fri fra skole indtil på mandag, så vi tager os lige en velfortjent fridag så vi brugt et par timer på Abti, hvor vi var ude og bade og nyde solen lidt. og så har vi fået grill-kylling fra Top 10 til aftensmad, det er nemlig lidt en sørgelig dag, for det er nemlig Julies sidste dag her på Remi. Hun flytter ud til pigerne på Mbamba og så bliver vi kun 4 her på Remi, det er både godt og skidt. Men Julie har lyst til at prøve så meget som mulig på disse 3 måneder, så hun vil gerne nå at være begge steder. Fair nok. Jeg elsker Remi, og jeg ville aldrig bytte det med noget andet sted.

Vi har endelig fået vores bil tilbage, efter en lang , alting tager tid her i Nigeria. Vi har fået installeret et nyt sæde i bilen, så vi alle kan side sikkert og så har vi fået installeret sikkerhedssele til alle, så det er kun godt. Haruna er også tilbage som chauffør, og han har det godt og det tror jeg også hans familie har. 

Imorgen skal vi til bryllup, så det er vi ret spændte på! Men det skal jeg nok skrive om i det næste blog indlæg.

Ellers går det bare rigtig godt hernede og det er slet ikke til at forstå, at over halvdelen af tiden er gået nu. Håber alt er godt i Danmark.

Kærlig Hilsen Line.

Flere gode oplevelser.

Søndag d.3. okt.

Vi var med Mrs. Bongi i kirke på Mbamba i elevernes kirkesal. Det var rigtig hyggelig og vi var oppe og synge ‘‘Lean on me’’ og det var de helt vilde med. Ellers var det rengøringsdag og det var virkelig tiltrængt, der lå både døde karkelakker og kæmpe græshopper og andet godt rundt om i huset.  Julie og jeg gik en tur gennem den lille lokale landsby og hilste på folk og så købte vi noget frugt med hjem. Vi var også inde på Top 10 for at købe popcorn og her opdagede vi, at man kunne få hele grillkyllinger, så det besluttede vi os for at overraske de andre piger med på onsdag hvor Julie og jeg har mad dag. 

Det var en dejlig tur og vi hilste på en masse mennesker og man fik en dejlig følelse af at være en del af Afrika og føle sig hjemme her i Nigeria. Især da vi gik på grusvejen imod Remi og så bjergene i baggrunden og den vilde natur omkring og den bumpede ujævne vej og 6 små børn fra landsbyen, der kom løbende imod os for at bære vores poser. Det var skønt! De fik en lille håndfuld popkorn hver, for at hjælpe os med at bære. De var rigtig søde. om aftenen fik vi rugbrød, leverpostej og den hjemmebragte spegepølse, som jeg havde gemt og beskyttet rigtig godt indtil da. Det blev en festmiddag uden lige!

Vi har lavet et skema for specialclass, så nu deler vi dem op i grupper i stedet for at have dem alle sammen på engang, det bliver for hårdt nu hvor de er blevet så mange. Så i tirsdags tog vi Favour, Hannatu, Comfort, Hassan og Patini med ind i vores stue for at lave perler med dem. Det gik virkelig godt og alle hyggede og morede sig, Især Patini ham lavede vi en masse skæg med. 

Senere på dagen havde jeg special undervisning med John og det var også godt, vi lavede også perlekæder og selvom han havde lidt svært ved koncentrationen og han blev meget glad for de armbånd han fik lavet.

Om eftermiddagen tog vi på marked og handlede ind og vi fik købt noget mere stof til kjoler. Om aften skulle vi have tærte som Astrid og Mette lavede. og det smagte bare mega godt!  Angel/Gabriel var på besøg, så han spiste med og han kunne også godt lide maden. 

(Udrag fra min dagbog)

Tirsdag d. 5 okt.

I dag oplevede vi noget rigtig sjovt for Usmann(Mongol i Specialclass) havde taget sin træpistol med og begyndte at marchere rundt, som en anden soldat, han gjorde honør og sang Nigerias nationalmelodi, det var virkelig underholdene. Han ville have Favour med til Abuja og gøre ham til soldat. 

Vi var også ude og undervise på Yola 1.st. Og derefter tog vi ind på Abti hvor vi lige kunne nå at få en dukkert, inden vi skulle mødes med Mette og Alex, som skulle præsentere os for Karsten en ansat hos Mission Afrika. Det var ham der ville give os middag, så det var dejlig. Han ville bare gerne møde os og rose os, for det arbejde, vi udføre her i Nigeria. Det var første gang, vi så Mette og Alex, efter de var kommet hjem fra deres møde i Abuja. De havde gaver med til os fra vores familie, jeg fik en ny mobil og 2 t-shirts hjemmefra, det var rigtig dejlig. 

Lørdag d. 9. okt. Vi var ude ved de 3 søstres bjerge vi havde besluttet os for at bestige det mindste af bjergene. I starten var der rigtig mange børn der fulgte efter os, men Alex sagde til dem at vi gerne ville gå alene så de holdte sig på afstand. Det var ret hårdt at bestige det, mest fordi det var meget stejlt og fordi der ikke var det mindste, der lignede en sti. Det var store sten og højt græs. Det var høj solskin og meget varmt, vi holdte 2 pauser på vejen op. Pludselig var vi lige nær toppen, det sidste stykke var ren klippe og så stejlt at vi måtte kravle/mave os op over det, men det gik helt fint. Oppe på toppen fik vi taget en masse billeder, udsigten var meget smuk. Vi skrev vores navne i et træ for at bevise vi havde været der. Inden vi skulle ned fik vi øje på et slemt uvejr i det fjerne, men det bevægede sig meget hurtigt! Så vi fik fart under fødderne, men vi var ikke engang noget en tredjedel ned af bjerget før det stod ned i stænger og det lynede og det tordnede. Vi blev helt gennemblødte, og vi blev helt kolde fordi det blæste en del. Da vi endelig kom ned fra bjerget regnede det ikke mere. Men det var faktisk en rigtig sjov oplevelse og en rigtig god tur. Turen op på bjerget kunne dog godt have varet lidt længere, måske man skulle kaste sig over den store søster en anden gang.

Om aftenen lavede vi mad på Mbamba, og Safrat kom og spiste med og hun havde også vores stof med til kjolerne til brylluppet. Gul og Armygrøn, faktisk ret flot.

Søndag. 10. Vi har været i Katedral kirken igår, til en 5 timers lang gudstjeneste og det var meget langtrukken. Det eneste der kunne holde min koncentration og mine øjne fra at falde i var, at Mette og jeg spillede død mand hængt på et stykke papir jeg havde med. og så det, at jeg skulle præsentere os. Det kom jeg da også til, med mikrofon foran nok 3000 mennesker.

Dagene flyver afsted.

Tiden flyver bare afsted her på Remi og vi nyder det. Vi er efterhånden ved at have fået os en hverdag her på Remi. Hele sidste uge har vi arbejdet med specialclass, playingclass og nurseryclass. Vi har haft Specialclass med ude og lege i sandkassen, med noget af det sandkasselegetøj, vi har haft med hjemmefra. Vi har også været inde og lære de handicappede, at sy og flette hår. Selvom det nu mere var os der fik lært at flette afrikanske fletninger. Det foregik i en bygning der er sponsoreret af det danske Y’s-mens clubs. Det var også i den forgangne uge, at vi tog hul på vores undervisning på Yola 1.st. School. Tirsdag underviste Sara og jeg i engelsk, i en klasse der svarer til 9 kl. i Danmark. Der var kun 4 elever i klassen, fordi det tager meget lang tid for skolerne, at starte op efter sommerferien, fordi børnene først skal have betalt deres kontingent og det kan godt tage lang tid for dem, at få skrabet penge sammen til skolen. Vi havde en rigtig god engelsk time med de 4 elever og gav dem en lille stil for, som lektie til næste tirsdag. Det bliver spændende at høre hvad de har fundet på. Om torsdagen undervidste Julie og jeg i Idræt de lavede længdespræng og stafetter og så havde vi nogle små bolde med, som de kunne spille med. Desværre fik Julie det dårligt og måtte få vores Chauffør, Heruna til at kører hende hjem så jeg måtte tage undervisningen alene det sidste af timen. Derefter sad jeg sammen med en masse små børn fra området og snakkede, mens nogle af de lokale drenge og piger lånte de farvrige bolde vi havde med og jeg lovede at tage dem med igen i næste uge. Det var rigtig dejlig, bare side i skyggen af et barobabtræ og se hvor meget glæde 15 børn kunne få ud af 6 små bolde, og jeg fik alle boldene tilbage da jeg skulle hjem, så det var godt!

I fredags var det Nigerias uafhængighedsdag og vi var ude og fejre den på en stor plads, der minder meget om et stadion. Her marcherede en masse børn og unge fra forskellige skoler i flotte dragter og det så rigtig godt ud, de var rigtig gode til at marche. Om eftermiddagen havde vi og de 3 piger på Mbamba arrangeret en fodboldkamp med børnene på Mbamba. Vi delte os op på 4 hold og Mette og jeg var på hold sammen og vores hold hed Chelsea. Det var rigtig sjovt og det endte faktisk med, at Mette og mit hold vandt hele turneringen, på trods af, at Mette og jeg begge skulle skyde på straffe, men vi scorede begge 2, så det var helt perfekt. Præmien var nogle FC-midtjylland T-shirts som vi havde fået sponsoreret hjemmefra. Det var en fed oplevelse. Bagefter tog vi tilbage til huset på Mbamba for at gøre os klar til, at skulle ud og spise på TOP 10. Mens vi var ved at gøre os klar kom der 3 unge drenge, som havde deltaget i fodboldkampen og sagde tak for en fed oplevelse og for T-shirtsene og de håbede vi kunne gøre det igen en anden gang. Det var dejligt, at de var rigtig vilde med det. 

Top 10 er en restaurant med både europæisk og nigeriansk mad og da vi så menukortet var vores lykke gjort. De havde både burgere og pizza og salat og frugtsalat, alt hvad vi hungrede efter. Desværre fandt vi ud af, at de lige præcis denne aften hverken havde pizza, burger eller frugtsalat. Ærgerlig, Ærgerlig. 

Lørdag d. 2 okt. var vi på udflugt til Kiri Dam, turen varede ca. 2,30 timer og inden vi tog afsted bad vi en bøn sammen med vores chauffør. Det er meget normalt, at man beder til gud om beskyttelse på turen, inden man skal ud og kører længere ture. Kiri Dam er en stor dæmning, der er blevet lavet for at vande rismarkerne omkring søen. Det var meget smukt, vandet var helt orange og alt omkring var frodigt og grønt. Mens vi stod og betragtede den flotte og skønne natur, kom der nogle unge piger hen og kiggede på os. Når vi ikke så dem, rørte de ved vores hår, for de kunne ikke forstå, at vores hår var ægte. De havde aldrig set hvide mennesker før og pludselig blev de helt bange, fordi de overbevidste hinanden om, at vi måtte være spøgelser og ikke mennesker. Meget mærkelig, heldigvis havde vi Bulus(bamse) med en rigtig god ven fra Mbamba, som var vores chauffør den dag og han kunne snakke med dem, og fortælle dem, at vi ikke var farlige og tilsidst turde de godt lige at røre vores hænder. På vejen hjem kørte     

vi igennem en lille landsby, her ville alle vinke til os og råbte Sanu(hej) på Hausa og vi svarede dem på Hausa og det var de helt vilde med. Nogle løb efter bilen for at røre vores hænder og nogle spurgte os om penge, for hernede tror de, at hvide mennesker har penge som skidt. Det er ikke mærkeligt, at blive spurgt om, om ikke vi lige vil købe en bil til nogen eller give en mobil eller en computer. De tror helt sikkert, at vi har så mange penge, at vi vitterlig ikke ved, hvad vi skal stille op med dem. 

Da vi kom hjem fra Kiri Dam, fik vi besøg, af alle mulige forskellige mennesker hele dagen. I Nigeria er det meget normalt, at man kommer og greet’er(hilser) hinanden og det kan være alle tider på dagen, også lige når man har sat aftensmaden på bordet og så er det meget uhøfligt ikke at invitere på mad. Der kom en Nigeriansk pige ved navn Miss. Safratu, som har været i Danmark i 3 måneder for, at fortælle om Nigeria. Det viste sig, at hun skal giftes her d. 30 oktober og da hun hørte, der var hvide mennesker i området, skulle vi selvfølgelig inviteres med. Så nu skal vi til bryllup på en pige, vi kun har snakket med i 10 min og manden har vi aldrig mødt, men det er rigtig fedt. Vores dresscode til brylluppet er satin stof i guld og army grøn og vi skal have en syerske til, at sy kjolerne til os og det er en bestemt model, som vi alle skal have på og den viser, at vi er brudens venner. Vi glæder os rigtig meget til, at opleve et nigeriansk bryllup!

Hverdagen i Nigeria er hård, både med hensyn til arbejde, men så sandelig også med madlavningen og indkøb på marked, opvask, rengøring og plads mangel. Heldigvis har vi valgt, at betale os fra tøj-vasken, da det er meget hårdt og tager rigtig lang tid og vi vil hellere bruge vores tid og energi på andre ting. Vi har en rigtig dygtig tøj-vasker sjældent har mit tøj været så rent og blødt, som når hun har vasket det, no offence mor, men det er dejligt! Ligeledes betaler vi også for vandbærer, til at fylde vores tønder op med vand i stedet for, at vi selv skal slæbe vand fra brønden, for det er simpelthen så hårdt og kan splitte en mand ad. Vandbærerne her i Nigeria er nogle af de fattigeste og mest hårdt arbejdende folk, så vi giver ham en god løn som er 180-200 Naira = 8 kr. og så et koldt glas vand og en müslibar, så bliver han glad!

Det var lige lidt fra i sidste uge og hvordan det går. håber alt er godt derhjemme tænker på jer! Kram Line