Jeg er vild med Nigeria!!

Remi 5 - Blogindlæg

Lørdag d. 30 Okt. Så kom brylluppet, som vi længe har set frem til. Det var Bryllupet på Safrat og Ben. 

Det er ikke nogen vi kender, manden har vi aldrig mødt og kvinden har vi mødt 2 gange. Vi fik den særlige ære at vi skulle være brudepiger, så vi havde fået syet nogle rigtig flotte kjoler i guld og army grøn, mest af alt ligende vi en flok marengs alle sammen. Bruden havde også 8 nigerianske brudepiger i de samme kjoler som os og vi skulle følges ind i kirken med dem, men vi skulle ikke bare gå ind, nej vi skulle danse ind på en række allesammen og så stod vi skiftevis sort, hvid. Da vi var danset ind og havde fået sat os ned, fik vi udleveret en serviet, ikke til at tørre tåre væk, som det ville være i Danmark, men til at tørre sveden væk. Pludselig kom der endnu en brud dansende ind. Nå, tænkte vi så var der 2 par der skulle giftes på engang, mærkelig nok. Da vi så var godt igang med vielsen, kom der pludselig en tredje brud til, det var virkelig mærkelig, at komme for sent til sit eget bryllup, men hun sneg sig pænt ind på hendes plads ved siden af sin gom og så blev alle 3 par viet på engang. Det var den mest upersonlige vielse jeg nogensinde kunne forestille mig. Derefter skulle vi have taget billeder udenfor og det var noget af en omgang, det tog lang tid før vi blev færdige, og vi skulle være med på stort set alle billederne. Brudesvendende var meget betaget af os brudepiger og det lagde de ikke skjul på, og det var lige ved at blive i overkanten, især når vi skulle stå tæt sammen når der skulle tages billeder. Da vi kom hen til det sted hvor festen skulle holdes, skulle der lige tages lidt flere billeder udenfor. Der blev bla. taget et billede hvor brudepigerne skulle bære bruden. Så skulle vi igen danse ind, til det sted hvor vi skulle sidde under festen og vi skulle sidde til højbords. Det er dog slet ikke som i Danmark, det er kun nogle få der kommer til at sidde ved borde, stort set alle sidder på tribuner. Safrat havde fortalt os at de havde inviteret 800 mennesker, men der var nu ikke flere end 300, men det var nu også mange nok. Så gik festen ellers igang, og det foregik således, at der kom nogle gæster op og kastede penge på bryllupskagen og så skulle kagen skæres over og vi fik et lille stykke hver. Resten af dagen gik med at danse, alle var oppe og danse omkring brudeparret og alle kastede penge på dem. Jeg tror der var et system i hvem der kom op og dansede om dem, men der var flere grupper der var oppe 3-4 gange. Det var meget mærkelig, at de sådan skulle kaste penge på parret, men det må være fordi de ønsker dem held og lykke. På et tidspunkt under festen fik vi serveret et måltid mad som bestod af ris, selvfølgelig, og kylling, det var meget stærkt. Vi sad med det på skødet, fordi vi ikke sad ved et bord og så fik vi stukket en juice i hånden, som vi kunne drikke til. Det var ret pinlig for vi kunne ikke få ret meget af det ned fordi det var så stærkt, så parret og de andre gæster var bange for vi ikke kunne lide maden, men vi klemte det ned vi kunne. Da vi havde givet vores bryllupsgave til brudeparret og efter bruden havde kastet sin buket, så vi vores snit til at køre hjem, så vi sagde farvel til parret og takkede for en dejlig dag. 

Søndag d. 31. Okt. var vi til dansk gudstjeneste hos Alex og Mette, det var rigtig hyggelig. Vi holdte selve gudstjenesten i deres have i skyggen af træerne. Det var Mette der var præst og det var faktisk den første gudstjeneste hun nogensinde har holdt efter hendes uddannelse, så det var fedt at være med til og hun gjorde det rigtig godt! Vi deltog alle lidt i gudstjenesten, ved at læse tekster og indgangsbøn og udgangsbøn op og der var selvfølgelig også nadver, det var præcis som en dansk gudstjeneste, bare under en Nigeriansk himmel og med en galende hane der afbrød engang imellem. Bagefter fik vi kirkekaffe, vi havde alle taget nogle boller med og vi havde også nutella med og så fik vi ost, marmelade, te og kaffe. Det var meget hyggelig og vi snakkede og så billeder. Bagefter var vi lige et par timer på internettet og så ellers hjem og sætte et rugbrød i ovnen så vi kunne få vores sædvanlige søndagsrugbrød. 

Tirsdag d. 2 okt. Var vi igen ude og undervise på Yola 1.st. school, men da vi kom så vi at en masse af vores elever stod under et træ og blev afstraffet med pisk i håndfladen. Det var meget hårdt at se og vi blev meget forarget over det. Vi gik hen og fortalte dem at de børn havde time nu så de havde slet ikke tid til at stå her.Vi snakkede med børnene i klasserne om det og de fortalte at de blev afstraffet for de de ikke havde bestået en test. Derudover var der 3 piger der kom 15 min. for sent fordi de var blevet sendt på markedet af deres lære, for at købe drikke varer til læren, hvilket heller ikke er i orden. Vi var ret sure og vidste ikke helt hvad vi skulle gøre, vi havde mest lyst til at tage en snak med lærerne, men det er ikke til at vide om børnene så vil blive afstraffet yderligere for at have sladret osv. Men vi besluttede os for at tage en snak med dem for det var det vi følte var det bedste. Så vi fortalte dem, at når vi underviste på skolen så ville vi ikke se det, og når vi bruger tid på at forberede os så skal eleverne være i klassen til tiden og ikke rande rundt på markedet for læren. Vi snakkede også med Sinni, skolelederen og han sagde også at han ville tage en snak med de lære der havde slået, og han lovede at vi ikke ville se det igen, så det håber vi. 

Overvejelser:

Efter man har levet så lang tid her i Nigeria, er der mange ting, som jeg har lovet mig selv, at jeg vil sætte ekstra meget pris på når jeg kommer hjem. Jeg vil gerne lære at sætte mere pris på de ting som man lever med i sin hverdag hernede, som bare er en selvfølge hjemme i Danmark. F.eks. At jeg hele tiden har strøm, at jeg har rindende vand, at jeg har mad, og at vi har et system i Danmark der tager sig af de svage i samfundet. Man føler virkelig, at man var vundet lotteriet når man bor i Danmark, efter man har set hvordan de lever hernede. Jeg har alle gode muligheder for en god fremtid i Danmark, jeg har ingen bekymringer eller sorger for hvad fremtiden vil bringe. Det er der rigtig mange der har hernede. Nigeria står i en svær situation lige nu for de ved at om 10 år vil der ikke være arbejde nok til alle de unge der vil være på det tidspunkt og det vil skabe store problemer. De vil nærmest komme til at slås, med deres jævnaldrene og venner, om at få brød på bordet. Det må være forfærdelig at vide, at ens fremtid vil bringe så store udfordringer.

Men pyha det bliver hårdt at forlade det her sted, børnene stjæler mere og mere mit hjerte. Tanken om, at jeg aldrig kommer tilbage og aldrig ser dem mere, den er meget hård! Det går bare så hurtig med at knytte bånd hernede for alle vil have ens kærlighed. Det er ikke til at forstå, at der kun er 4 uger og 5 dage tilbage, til at jeg sætter mine fødder på dansk jord igen. 

I dag torsdag d. 4 Nov.  Har jeg officielt ikke været i bad i en uge, ret klamt. Det er egentlig ikke fordi jeg ikke har haft mulighed for det, men skulle det prøves så skulle det være nu. Så jeg ser meget frem til et bad i aften, selvom det bliver i koldt vand fra brønden. Undervisningen på Yola 1.st school er aflyst i dag på grund af midttirm break, men det passer mig egentlig fint nok. Astrid og jeg vil bager nogle boller til kaffen og så vil vi gå os en tur i landsbyen og nyde at vi ikke skal nå så meget i dag. Jeg har godt nok lige nogle diktater der skal rettes, men det skal jeg nu nok nå. Talatus(læren i specialclass) bror er død i nat, så hun var ikke i specialclass, så da vi kom over i klassen var der ingen lære, heldigvis kom Rose(frivillig pensioneret hjælpelære i specialclass) en halvtime efter, men det har nu stadig været en ret hård formiddag! Her i eftermiddags har vi spist boller, drukket te og spillet kort. Vi gik også en tur i den lille landsby der ligger ved siden af remi, det er en rigtig smuk lille by, med lerhytter. Der kom massere børn for at snakke med os og lege med os, desværre var det ikke så nemt at snakke med dem da de jo kun taler Hause, men vi prøvede så godt vi kunne. Der var en lille pige som jeg bare ikke kunne lade være med at tage op og da jeg stod med hende, kom hendes far hen og sagde til mig mindst 3 gange at jeg gerne måtte få hende og tage hende med til Danmark. Det er ikke fordi faderen ikke er glad for sin datter, men fordi det simpelthen kunne gøre familien så stolt og glad hvis vi ville tage hende med til Danmark. Det er meget mærkelig, men Alex og Mette(missionærparret) har også prøvet det et par gange at de har fået foræret et barn og det er jo selvfølgelig en stor gave, men den har de selvfølgelig ikke kunne tage imod. Det er meget mærkeligt!

Nå men der er nye planer med Yankari. Vi har fået lov til, at komme en dag til Jos på vejen hjem og det er super fedt, så nu er planen, at vi tager afsted fra Remi fredag d. 3 december, så kører vi til Yankari og overnatter der i 2 nætter og tager på safari og bader i kilder og så kører vi videre til Jos, som skulle være en helt fantastisk by. Derefter kører vi videre til Abuja og overnatter der og så flyver vi hjem onsdag d. 8 dec. Det glæder jeg mig rigtig meget til! 

Det var alt her fra, over and out!

-Line