Yola og Remi

Så er der nyt om den første uge i Yola.

Vi ankom til Yola, med fly mandag aften og med det samme vi trådte ud af flyet var det en varm luft på 28 grader og en luftfugtighed på 81% der mødte os. Alex(Missionærparret Alex og Mette) kom og hentede os i vores nye minibus, en gammel Østrisk folkevognsrugbrød som formentlig er blevet brugt til at transportere vin med, men som nu er blevet kasseret i Østrig og derfor blevet sendt til Afrika.

I Danmark vil vi sige, at det er en 8 personers bus, men hernede er den mindst til 10 personer. Alle de biler der kører hernede, er biler der er blevet skrottet i deres eget land, derfor kører der både tyske, østriske og andre biler fra vesten. Det er dog mest Honda og Toyota de kører i, fordi det er de biler, de lettest kan reparere og skaffe reservedele til.

Alex kørte os til hans hjem i Mbamba, hvor hans kone Mette ventede med dejlig mad. Nybagte boller, tun- og æggesalat. Lækkert.

I den første uge har vi alle boet på Mbamba, d. 19 flyttede vi så ind på Remi, som ligger 10 min kørsel fra Mbamba. Grunden til at vi alle har boet sammen på Mbamba, er at Mette og Alex(missionærparret) gerne ville køre et introprogram med os i den første uge + Skolen på Remi startede først op mandag d. 20. 

Den første aften vi sov i vores fælleshus i Mbamba var vi alle ved at dø af skræk, der var ingen strøm, så vi gik og lyste rundt med vores lommelygter og det var fyldt med kæmpe edderkopper, så vi sprøjtede rundt med gift for at slippe for dem. I løbet af ugen lærte vi en masse f.eks. om Nigerias religioner, LCCN’s historie(Lutheran Church of Christ in Nigeria). Vi blev introduceret til det store Jamita Marked, vi var ude og gå på savannen, med nogle afrikanske piger og vi fik alle købt noget stof, så vi kunne få syet en nigeriansk kjole til gudstjenesten om søndagen. Udover alt det lavede vi mad, hvilket er en lang proces hernede. Man skal si sit vand og man skal si sit mel. Man skal vaske sine ris og alle grønsager og frugter skal ligge i klorvand i mindst 15 min. før det kan anvendes. Så det kan godt tage et par timer at lave mad, i det mindste laver vi ikke maden over bål, men på gaskomfur. 

Fredag d. 17 var vi ude og besøge børnene på Remi. Det var en overvældende oplevelse. Da vi kørte ind i gennem porten til Remi Compounden, blev vi modtaget af en masse glade børn som råbte Aunty, Aunty. Vi var inde og hilse på de handicappede børn og jeg må indrømme at jeg flere gange fik tårer i øjnene. De børn er så søde og de har så meget brug for nogle til at hjælpe dem og stimulere dem. Vi var også inde ved de døv-stumme, de kommunikere med tegnsprog, de skrev på tavlen, at de var glade for, at se os og at vi var velkommne. Det var en meget rørende dag!

Lørdag aften var vi til fest på Abticlub, et sted der ligger nær ved det amerikanske universitet. På Abti har de både restaurant, og swimmingpool og fordi mannageren ved hvad vi laver her i Yola, så får vi lov, at komme gratis ind alt det vi vil. FEDT! Det er vores eneste måde at få et ordentlig bad i varmt vand. Men lørdag aften var vi til fødselsdagsfest på en mand fra polen, som vi slet ikke kender, men alle hvide i området var inviteret så Alex og Mette tog os med. De havde fået skrabet omkring 30 mennesker sammen som alle kom fra forskellige nationaliteter. Vi sang en dansk fødselsdags sang og vi havde balloner med, så der gik hurtig børne fødselsdag i den. Men det var en god aften og vi skulle selvfølgelig også lige i poolen, inden vi tog hjem.

Søndag var det store flyttedag og store rengøringsdag. Det var så mega beskidt på Remi og meget af det er helt umuligt, at gøre rent, så man bliver nødt til bare, at acceptere det og så minde sig selv om at det kun er i 3 måneder. Vi blev alle meget trætte og udmattede. Om aftenen var vi henne og spise hos Mrs. Bongi(skolelederen), det var meget hyggelig og noget af det bedste mad, vi har fået hernede indtil videre. 

Mandag d. 20. havde vi vores første arbejdsdag på Remi, som startede kl. 07.30. Der er mange strikse regler på skolen og børnene bliver straffet hvis ikke de bliver overholdt. Alle børnene stod på rækker og bød os velkomne, men de fik af vide af læren hvad de skulle sige, så det blev bare til nogle gentagelser. Det er sådan det er hernede, alt undervisning foregår på den måde, at læren skriver noget på tavlen og så skriver børnene det ned i deres hæfter, så de skriver bare af efter læren, de for ikke lov at tænke selv. Mette, Sara og jeg startede den første halvanden time i Specialclass her var det især en spastisk dreng ved navn Favour som jeg hjalp, en rigtig klog og dygtig dreng, jeg blev gang på gang overrasket over hvad han kunne. Vi øvede alfabetet og at tælle til 10 og så tegnede jeg nogle tegninger til ham som han kunne farve. Undervisningen foregår ved at deres lære som har 80% nedsat syn, går rundt til dem og sætter dem igang med lidt forskelligt, men der kan gå rigtig lang tid før hun når hele vejen rundt. Der var ca. 8 handicappede i klassen og nogle af dem går meget frem og tilbage mellem specielclass og de andre klasser. Læren er rigtig sød og prøver at gøre det godt, men det er ikke så nemt, når man selv er ret blind. Efter specielclass gik vi videre til playingclass, som er for de helt små børn. De var meget højlydte og græd meget, de har ikke så meget legetøj så de kommer hurtigt op og slås om det der er. Vi havde lidt bolde med til dem og det hyggede de sig med.  

resten af dagen var Sara og jeg på marked for at købe nogle af de ting vi manglede, og det tager virkelig lang tid, at handle ind hernede, så det brugte vi 5 timer på.

Da vi kom hjem havde de andre piger lavet rugbrødsboller, så det var perfekt, på nær lige, at vi ikke kunne få gassen til ovnen, til at virke. Vi spurgte Mrs. Bongi om hun havde en ovn vi kunne låne, og vi spurgte vores nabo, men ingen af dem havde en ovn, det er en luksus varer i Nigeria at have en ovn.

Så det endte med at vi fik knækbrød med tun til aftensmad.

Det var lige lidt info om vores første uge i Yola og de første dage på Remi. Jeg regner med at i kan høre nyt på fredag.

Kram fra Line.